Jul
Denne fest fejrer Jesu fødsel. Julen starter juleaftensdag d. 24/12
og fortsætter med 1. og 2. juledag d. 25/12 og d. 26/12. Det er vedtaget
ved lov, at 1. og 2. juledag er helligdage. En del har dog også fri juleaftensdag.
Hvorvidt man har fri juleaftensdag afhænger dog af, hvilken overenskomst
man hører under.
Julen er den mest traditionsrige højtid i Danmark. Højtiden er
en blanding af hedenske skikke og den kristne fejring af Jesu fødsel
med det medfølgende julebudskab.
Den hedenske del af julen var før i tiden den eneste del af julen. Dengang
fejrede man midvinteren, ligesom man stadig i dag fejrer midsommeren ved Sankt
Hans. Oprindeligt blev festerne holdt fra November til januar, og gik under
navnet yule eller jol. Ordets oprindelse er ukendt, men er muligvis sammensat
af det germanske jara=år og alu=øl, hvilket samlet betyder årsøl.
Da den kristne kirke skulle få folk til at fejre Jesu fødsel,
så samlede de fejringen af midvinteren og fødslen til en og samme
dag. I dag finder historikere det mere sandsynligt at Jesus må have været
født om sommeren, da hyrderne ikke sover ude på marken i december.
Hvad evangelisten Lukas skriver om hyrderne anses imidlertid i dag af mange
for legendarisk/opbyggeligt snarere end historisk.